Alt på spil for de norske biblioteker
Computerspil har fået sin faste plads ved siden af bøgerne på de norske bibliotekshylder. Biblioteket er ikke længere blot et udlånslager for bøger, film og tegneserier – næste weekend afholdes ’Nordisk Spildag’ på en lang række biblioteker landet over, hvor computerspil er i centrum og der forventes massivt besøgstal.
Nye medier, nye tider, nye målgrupper
En række nordiske biblioteker vil på lørdag byde på alt fra foredrag og konkurrencer til fremvisning af nye computerspil og brætspil.
De lokale biblioteker har fået frie hænder til at arrangere spilrelaterede events i løbet af dagen, hvor over 90 folkebiblioteker fra Sverige, Norge, Danmark og Finland går sammen og afholder den anden Nordiske Spildag. Spildagen var en stor succes sidste år og i år forventer arrangørerne, at udbyttet bliver endnu større:
“Sidste år oplevede bibliotekerne et mangedoblet besøgstal på dagen – i år forventer vi endnu større opmærksomhed. Bibliotekerne har indset, at de rammer nye målgrupper med deres spiludlån og dermed selv skaber en lokalforankret spilkultur omkring biblioteket. På Nordisk Spildag har de mulighed for at vise mangfoldigheden og diversiteten i deres biblioteks udbud og præsentere spilkultur i alle afskygninger,” fortæller Thomas Vigild, som er projektkoordinator for Nordisk Computerspilprogram, der koordinerer temadagen for bibliotekerne på nordisk plan.
Oplysning og underholdning – hånd i hånd
Nordisk Spildag 2011 skal både vise, at spil er et populært udlånsmedie og en fastforankret kulturel udtryksform, men også hvordan spil kan gøre bibliotekerne til mere levende kulturcentre i lokalsamfundet:
”Spil knytter bånd, og målet med spildagen er at vise, at bibliotekerne udlåner spil i alle former og til alle aldre. Samtidig ønsker vi at skabe en tilbagevendende folkelig spilfestival med gratis adgang for alle,” forklarer Thomas Vigild.
Nordisk Spildag er en oplagt mulighed for nye og gamle besøgende til at stifte bekendtskab med både spilmediet og bibliotekets muligheder. Thomas Vigild slutter:
”Her i Norge kan man f.eks. på Deichmanske Bibliotek i Oslo opleve de bedste retrospil, og møde spillanmelder Jan Cato Lorentzen og Anna Aarseth for en snak om den ferske boka Barndommens TV-spill: fra Space Invaders til Doom. Drammen Bibliotek afholder Spillnatt for unge, og på flere biblioteker kan gæsterne dyste i den fælles nordiske turnering i Angry Birds, og derudover sætter flere biblioteker også fokus på brætspil, og afholder bl.a. turneringer i det danske quiz-spil Bezzerwizzer.”
I Norge deltager 57 biblioteker i Nordisk Spildag 2011 – fra Deichmanske, Trondheim og Bergen til Drammen, Tromsø og Levanger.
Yderligere information:
Bag Nordisk Spildag 2011 står Nordic Game Program under Nordisk Ministerråd i samarbejde med nordiske spildistributører og spilbibliotekarer fra nordiske biblioteker.
Læs mere om dagen, bibliotekerne og aktiviteterne på www.nordicgameday.com.
